Kropslig dialog - dialog om kroppen - Fysioterapeutisk samhandling

Abstract

Denne studie handler om kropslig dialog- og dialog om kroppen – fysioterapeutisk samhandling. Det centrale i dette studie, er at belyse kommunikation, som et vigtigt element i behandlingen. Mere præcist, søger jeg at undersøge: hvad kendetegner kommunikationen mellem fysioterapeut og patient i psykomotorisk behandling i psykiatrien? Kommunikation er et vanskeligt begreb med mange nuancer og stor kompleksitet. Kommunikation kan forstås på flere måder og er bredt dækkende for de relationer vi har med hinanden. Man kan ikke undgå kommunikationen, man kan ikke vælge at ikke-kommunikere. Derfor er det oplagt at kommunikation er centralt, men hvordan kan kommunikation defineres og forstås og hvordan kan kommunikation anvendes aktivt i den fysioterapeutiske behandling? Vi definerer os selv ud fra hvordan andre møder og opfatter os. Vi er afhængige af et fællesskab og af, at have et tilhørsforhold til andre mennesker. Den relationelle dimension i samhandlingen kommunikeres kropsligt (Goffman 2010; 1963). Derfor er det vigtigt at fysioterapeuten har fokus på kroppens kommunikation. Det empiriske materiale i dette studie bygger på observation af en konkret behandlingstime, hvor kommunikation og samhandling mellem fysioterapeut og patient studeres. Der er fokus på den relationelle virksomhed og ” de små ting”, der ved første øjekast kan virke som ”tilsyneladende ubetydelige sandheder”, men som i dette studiets perspektiv, kan vise sig som værende afgørende i behandlingen. Med udgangspunkt i udvalgt teori (Bateson, Bråten, Goffman, Thornquist m.fl.) belyses, at kommunikation både har et indholds- og relationsaspekt. Herudfra og sammenholdt med erfaringsnær praksis defineres 4 væsentlige områder eller temaer, som syntes at have en særlig fremtrædende rolle i kommunikationen mellem fysioterapeut og patient: Fælles opmærksomhed, Måder at være sammen på, Lege med udtryk og Når indlærte mønstre brydes. Med udgangspunkt i disse temaer forsøges det, i dette studie, at pege på nogle væsentlige kommunikative særtræk, der er relevante at være opmærksomme på, og som kan anvendes aktivt i den fysioterapeutiske behandling. Flere kommunikative særtræk er væsentlige bl.a. vigtigheden af, at have fælles fokus i behandlingen og af, at anvende kommunikation (kropslig og verbal), som et udgangspunkt for dialog. Lidt overraskende har det, i dette studie og i den beskrevne case vist sig, at brug af humor giver nogle kommunikative muligheder der, anvendt på den rigtige måde, kan inddrages i behandlingssituationen