Klimaaftryk af overdiagnostik

Abstract

Det antages, at sundhedssektoren står for 4-5% af udledningen af drivhusgasser på verdensplan [1]. En del af klimaaftrykket kan mindskes politisk ved at gøre elektricitet og andre forsyninger mere bæredygtige. Ligeledes kan der med god og billig offentlig transport og høje benzin- og parkeringsafgifter mindskes, at ansatte, patienter og pårørende tager bilen. Organisatorisk kan vi f.eks. mindske brug af engangsmaterialer og fremme brug af sparepærer. Et kvalitetsstudie viser f.eks., at brugen af anæstesigasser, især desfluran, kan mindskes ved at uddanne personalet, oplysningskampagner og at aktivt begrænse adgang til anæstesigasser [2]. Men den demografiske udvikling med flere ældre og kronisk syge resulterer i øget klinisk aktivitet, og selvom det vidner om et sundhedsvæsen, der formår at imødekomme stigende krav, skaber det i et klimaperspektiv udfordringer, fordi klinisk aktivitet er den største udledningskilde af kuldioxidemissioner – målt i CO2e, dvs. kuldioxidækvivalenter – i sundhedsvæsenet. Derfor handler klimavenligt og bæredygtigt sundhedsvæsen ikke kun om at optimere og mindske forbrug af f.eks. elektricitet og varme. For at reducere klimaaftrykket bliver vi også nødt til at se på, om der er nogen af de kliniske aktiviteter, som kan undværes. I denne artikel vil vi redegøre for sammenhængen mellem CO2e og klinisk aktivitet og pege på nyeste forskning, der viser, at vi vil kunne stoppe op til 40% af den kliniske aktivitet i forebyggelse, diagnostik, behandling og rehabilitering, vel at mærke uden at skade patienterne. Særligt overdiagnostik, hvor patienter slet ikke gavnes, bør nedbringes, fordi overdiagnostik ofte fører til overbehandling, som på lige fod med anden klinisk aktivitet udleder store mængder drivhusgasser.